Der er aldrig målt flere i beskæftigelse i Storbritannien, og arbejdsløsheden er fortsat lav.

Selv om der hersker stor usikkerhed om Storbritanniens exit fra EU, viser det britiske arbejdsmarked stærke beskæftigelsestal, der ikke er set bedre siden midt-70'erne. Med februars udgang var 32,72 millioner i arbejde.

Det er det højeste antal, siden landets statistiske kontor begyndte at føre tal over beskæftigelsen i 1971.

Samtidig er arbejdsløsheden på 3,9 procent ikke set lavere siden 1975.

Det fremgår af tal fremlagt af landets statistiske kontor, Office of National Statistics.

I takt med at flere bliver ansat, følger den britiske lønudvikling med op. Ifølge nyhedsbureauet Reuters stiger lønnen i Storbritannien med den største fart, der er set de seneste ti år.

De økonomer, som Reuters har talt med, er dog ikke udelt begejstrede. De hævder, at de mange ansættelser kan være et led i en forberedelse frem mod, at Storbritannien forlader EU.

Det risikerer samtidig at forværre et af britisk økonomis største problemer: Mangel på produktivitet og effektivitet.

Så selv om arbejdsgiverne ansætter på livet løs, lyder anken, at de ansættelser lige så hurtigt kan ende i en fyreseddel.

Samtidig er niveauet af investeringer i teknologi og nye maskiner - der kan hjælpe på langt sigt - faldet i 2018.

/ritzau/Reuters