Afviklingen af brevvirksomheden i Danmark koster stadig penge for PostNord, der i årets første seks måneder kan notere sig et mindsket overskud.

Det fremgår af selskabets halvårsregnskab, som er offentliggjort torsdag.

Nettooverskuddet for hele koncernen lander på 126 millioner svenske kroner for det første halvår - et fald sammenlignet med de 310 millioner svenske kroner for samme periode sidste år.

Koncernens nettoomsætning landede på cirka 18 milliarder svenske kroner.

Ser man kun på den danske del af forretningen, bød første halvår af 2026 på et driftsunderskud på 246 millioner svenske kroner.

Det forklares af selskabet i høj grad med, at PostNord ved årsskiftet stoppede med at dele breve ud i Danmark efter at have gjort det i mere end 400 år.

Det har ifølge selskabets administrerende direktør, Annemarie Gardshol, "resulteret i tabte synergier i Danmark mellem pakkevirksomheden og den tidligere brevvirksomhed".

- Fokus er nu på det langsigtede omstillingsarbejde i pakkevirksomheden og at kunne tilbyde danske kunder og forbrugere markedets bedste pakketilbud, siger hun i kommentarer til regnskabet.

Mange års faldende brevmængder gjorde, at PostNord i marts 2025 meddelte, at selskabet ikke længere ville dele breve ud i Danmark.

Brevmarkedet var ikke længere "rentabelt", lød det dengang.

I første halvår af 2026 har det dog også resulteret i en markant faldende nettoomsætning i den danske forretning.

Her er omsætningen gået fra knap 3,5 milliarder svenske kroner i første halvår af 2025 til cirka 2,7 milliarder svenske kroner i dette års første seks måneder.

Selskabet bemærker dog, at pakkemængderne er steget med ni procent i andet kvartal, og at der er vækst i det marked.

PostNord er resultatet af en sammenlægning af det svenske postselskab Posten AB og Post Danmark tilbage i 2009.

Selskabet ejes af den danske og svenske stat i fællesskab. Sverige ejer 60 procent af aktierne, Danmark ejer 40 procent.

RITZAU