Den danske rejsegigant Bravo Tours vokser sig større.

Det gør Bravo Tours med opkøbet af et andet dansk rejseselskab, som direktør Peder Hornshøj har haft et særdeles godt øje til.

»For at være ærlig, så har jeg altid set med et snert af misundelse mod Top Tours – de er nogle af de bedste købmænd i rejsebranchen på de oversøiske rejsemål,« siger Peder Hornshøj til TV Midtvest om opkøbet af Top Tours.

Bravo Tours vil med opkøbet blive en større og stærkere spiller på det oversøiske rejsemarked – og Top Tours direktør og hidtidige ejer Martin Bisp kommer til at spille en nøglerolle i udførelsen af den målsætning.

Han bliver således frontfigur for de oversøiske produkter.

Blandt andet får han ansvar for at opkøbe fly til destinationer uden for Europa for både Bravo Tours og Top Tours.

Efter opkøbet bliver Top Tours et selvstændigt datterselskab under Bravo Tours og vil fortsat have eget kontor i Køge.

Top Tours blev stiftet i 2002.