SAS reducerer kraftigt sin flyveplan i maj.

Næsten 1.200 flyafgange nedlægges.

Det skyldes de stigende brændstofpriser.

Ifølge den seneste opdatering fra Aeroutes er i alt 1.172 planlagte SAS-afgange blevet fjernet fra programmet i maj. 

Det reducerer antallet af flyvninger fra 24.805 til 23.633, skriver Check-In.

København er særligt hårdt ramt med nedskæringer på hele 54 ruter, lyder det. 

Men Aarhus er også blandt de lufthavne, der vil mærke nedskæringerne.

SAS understreger ifølge det norske medie Dagbladet, at selskabet forsøger at koncentrere nedskæringerne på ruter, hvor der er alternative afgange samme dag.

Flyafgange bliver kun aflyset, når det anses som nødvendigt for at sikre en stabil drift forud for den travle sommersæson.

Brændstofprisen ligger lige nu på omkring 1.500 dollars pr. ton, hvilket er cirka det dobbelte af gennemsnitsprisen frem til 2025.