Fremtiden tegnede uvis for eleverne i TOP-TOY, efter legetøjsgiganten måtte erklære sig konkurs 28. december 2018.

Nu viser tal fra HK Handel, at over 80 procent af eleverne, som fagforeningen har kontakt til, i dag er videre i en ny elevplads.

Det er godt nyt, for lukningen betød, at 53 elever måtte droppe deres butiksuddannelse i landets største legetøjskæde

»Da vi trådte ind i det nye år, da græd jeg. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvordan fremtiden ville komme til at se ud, og jeg har også en søn, som jeg skal sørge for, så jeg var virkelig urolig,« siger Phillipa Weiss, der er tidligere elev i Fætter BR, ifølge HK Handels pressemeddelelse.

Med TOP-TOYs kollaps fulgte samtidig lukningen af legetøjskædens kendte Fætter BR-butikker samt rækken af Toys ”R” Us-butikker, der lå spredt ud over landet.

Op til lukningerne arbejdede HK Handel for at informere ansatte og elever, der blev berørt af legetøjskædens nedtur.

»Vi så et tydeligt behov for, at medarbejderne i kæden blev informeret og opdateret på, hvad der skete, og hvad de havde ret til, hvis konkursen rent faktisk indtraf. Det var begrænset, hvad der kom af information fra kæden og kurator, så der lå et stort arbejde i det,« fortæller faglig chef i HK Handel, Kim Jensen, i en pressemeddelelse.

Trods bekymringerne oplevede flere af eleverne dog, at firmaer og ledere i branchen henvendte sig direkte til dem for at ansætte dem med det samme eller kalde dem til jobsamtale.

»Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det skulle være så nemt. Jeg brugte i sin tid lang tid på at finde en elevplads, så det kommer som en overraskelse,« fortæller Kristine Poulsen, der i dag har fået ny elevplads i Føtex.

Hos HK Handel glæder man sig over, at en så stor del af eleverne er videre til nye elevpladser.

»Det er utroligt glædeligt, at branchen i den grad har været åben og nærmest har suget de ledige elever til sig,« siger Kim Jensen og fortsætter:

»Mange af dem kunne jo nærmest gå ud ad døren på en Fætter BR-butik og så gå ind ad døren i butikken ved siden af for at fortsætte elevtiden der«.