Med ordene "Live like a Bosch - bæredygtighed, der holder" gav BSH Hvidevarer, producenten af Bosch husholdningsapparater, i tv-reklame indtryk af, at en vaskemaskine var bæredygtig.
Men reklamefilmen var vildledende, mener Forbrugerombudsmanden, der derfor har politianmeldt producenten for greenwashing.
I reklamefilmen blev bæredygtighedsudsagnet brugt to gange, og forbrugerne kunne dermed ikke undgå at blive eksponeret for det, vurderer Forbrugerombudsmanden.
Det blev heller ikke forklaret nærmere, hvad der gjorde vaskemaskinen bæredygtig. BSH Hvidevarer har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at det bæredygtige består i, at vaskemaskinen selv doserer mængden af sæbe og vand.
Men selvdosering af vaskemiddel er en almindelig funktion, som andre vaskemaskiner også er udstyret med.
- Derfor kan selvdosering ikke fremhæves som noget særligt i markedsføringen eller begrunde et bæredygtighedsudsagn, lyder det.
- Reklamefilmen var vildledende, allerede fordi forbrugerne ikke fik tilstrækkelige informationer til at kunne forstå bæredygtighedsudsagnet og dermed markedsføringen, herunder hvad der var bæredygtigt, og hvorfor og hvordan det var bæredygtigt.
Greenwashing er vildledende markedsføring, hvor virksomheder fremstiller produkter eller sig selv som mere miljøvenlige, bæredygtige eller klimavenlige, end de reelt er.
Reklamefilmen blev vist i 2024 og 2025 i reklamepauser på kanalerne TV3+, TV3 Max, See og Pluto TV samt i annoncer på YouTube og Meta-platforme.
Virksomheders markedsføring skal ifølge markedsføringsloven være klar og tydelig, så den ikke er til at misforstå, fastslår forbrugerombudsmand Torben Jensen.
- Udsagn om bæredygtighed risikerer meget nemt at være vildledende, da de er vage og tvetydige og derfor kan opfattes på mange måder af forbrugerne, siger han.
Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning - især ud fra hensynet til forbrugerne.
/ritzau/
