Just Eat er blevet verdens største takeaway-platform uden for Kina efter to store virksomhedshandler.

Første halvdel af 2021 har budt på en massiv stigning i antallet af ordrer på mad hos Just Eat Takeaway.com.

Omsætningen er steget med 52 procent til 19,4 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser regnskabet for første halvår, der er offentliggjort tirsdag.

Den største fremgang i antallet af ordrer har været Storbritannien og Tyskland, hvor omsætningen er steget henholdsvis 76 og 62 procent.

Udviklingen i Danmark er ikke nævnt direkte, men er i regnskabet placeret i kategorien "resten af verden", hvor væksten er på 54 procent.

Trods den store fremgang i ordrerne kommer takeaway-kæden ud af første halvår med et underskud på 1,2 milliarder kroner på driften mod et tilsvarende overskud i samme periode sidste år.

Ifølge regnskabet skal det ses i lyset af, at Just Eat i øjeblikket investerer tungt i at øge sin markedsandel og vokse frem for at tjene penge.

Just Eats rødder er danske, da platformen blev startet i Danmark i starten af 00'erne - blandt andet af den kendte iværksætter Jesper Buch.

I 2008 stoppede han som direktør, og i 2012 solgte han sine aktier for et trecifret millionbeløb.

I 2014 blev Just-Eat noteret på børsen i London. I 2019 fusionerede Just-Eat med konkurrenten Takeaway.com.

I juni 2021 købte selskabet amerikanske Grubhub og er nu den største takeaway-platform i verden uden for Kina.

Just-Eat har i dag hovedsæde i Amsterdam og er tilgængelig i 24 lande, hvor koncernen har samarbejde med omkring 590.000 restauranter.

/ritzau/