Tirsdag i næste uge får 1,4 millioner danske forsikringskunder en bonus ind på kontoen. 

Kunder hos Alka, Tryg og Trygs samarbejdspartnere kan alle se frem til at få en del af deres forsikringspræmie fra 2022 tilbage. Det skriver Finans.

Ordningen har eksisteret siden 2015, så det bliver ottende år i træk, at kunderne får tilbagebetalt en del af deres forsikringspræmie.

I år ligger bonusprocenten på 6 procent. Omregnet betyder det, at de 1,4 millioner danskere samlet vil få udbetalt cirka 950 millioner kroner. 

Det vil sige, at hvis du har betalt forsikringspræmier for i alt 15.000 kroner i 2022, får du 900 kroner i bonus. 

Den årlige bonus ligger på 5-8 procent og bestemmes af 70 folkevalgte repræsentanter, der udgør repræsentantskabet i TryghedsGruppen. 

De valgte i år, at bonussen kun skulle ligge på seks procent, og dermed falder det samlede udbetalingsbeløb fra 1,1 milliard sidste år til 950 millioner i år. 

I ordningens levetid er der samlet blevet udbetalt 6,7 milliarder kroner. 

Pengene bliver udbetalt tirsdag og er skattepligtige.