En anonym whistleblower har sat gang i en meget spektakulær sag om flere millioner kroner, der har fået Aarhus Kommune til at politianmelde et boligselskab i kommunen.

Det første beløb, der kom frem, var 370.000 kroner. Penge, der skulle være taget fra Østjysk Boligs beboere og direkte ned i daværende direktør Allan Søstrøms egen lomme. Det skriver Jyllands-Posten.

Beløbet kom frem i oktober sidste år. Siden da har advokatfirmaet Kromann Reumert undersøgt over 30.000 mails, dokumenter og kalendere, men også interviewet personer i boligforeningen og samarbejdspartnere.

De har fundet frem til, at det mulige svindelbeløb er helt oppe på 15-20 millioner kroner for perioden 2011-2020. Efterfølgende er flere personer i boligselskabet blevet politianmeldt af Aarhus Kommune.

Det store millionbeløb dækker over mistænkelige bankoverførsler fra boligselskabet til privatebankkonti, betaling af private udgifter til golfrejser for flere ledende medarbejdere i boligselskabet, men også indkøb af køkkener, hårde hvidevarer, Apple-produkter og meget mere.

Det har fået advokatfirmaet Kromann Reumert til at mistænke en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om underslæb og mandatsvig.

Per Nikolaj Bukh, som er professor på Aalborg Universitet i økonomistyring og offentligledelse, har læst advokaternes vurderinger igennem.

»Sagen minder om svindlen i Forsvarets Ejendomsstyrelse, men beløbet her er større. Det er en stor og usædvanlig sag.«