For villaer og rækkehuse er salgspriserne steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse er på det højeste niveau i 10 år.

Det viser tal fra Boligsiden.dk.

For villaer og rækkehuse er salgspriserne steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 2,3 procent.

»Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne.«

»Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste,« siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni på 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste 10 år.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea, kalder det overraskende, at priserne er steget, når vi står midt i en krise.

»Normalt plejer der at være en tæt sammenhæng mellem arbejdsmarkedet og boligmarkedet, men det er ikke det, vi ser lige nu,« siger hun.

Det kan skyldes, at de grupper på arbejdsmarkedet, der har været særligt udsatte, har været inden for restaurationsbranchen og nattelivet.

»De har traditionelt en lidt lavere tilknytning til boligmarkedet end mange andre. Det tror vi er en af de store forklaringer på, at boligmarkedet har klaret sig forholdsvis godt under krisen,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Også salgsprisen på sommerhuse er steget, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris i juni landede på 17.156 kroner.

Det er ligesom for de to øvrige boligtyper det højeste niveau i de seneste 10 år og en rekord, der er skabt på baggrund af en stigning i salgspriserne på 2,6 procent den seneste måned og 5,2 procent siden sidste år.

Trods prisstigningerne er det ifølge Lise Nytoft Bergmann stadig for tidligt at afblæse en potentiel krise på boligmarkedet.

Det skyldes, at de politiske hjælpepakker, herunder lønkompensationsordningen, udløber til august.

»Derfor er vi stadig bekymrede for, om ledigheden vil stige yderligere, når vi kommer ind i efteråret.«

»Så vi skal være glade for situationen på boligmarkedet, men stadig have lidt svedige hænder,« lyder det fra boligøkonomen.

/ritzau/