Der var 30.634 boliger til salg i Danmark ved årsskiftet. Det kan lyde som mange, men faktisk er det mærkbart mindre end for et år siden.
Køberne har aktuelt 11,1 procent færre boliger at vælge imellem nu, end tilfældet var for et år siden. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.
I samtlige landsdele og på tværs af boligtyper - villaer, sommerhuse og lejligheder - er der sket et fald i perioden.
Størst har faldet været i Region Hovedstaden og i Region Sjælland. Det gælder både for ejerlejlighederne og husene.
- For både huse og lejligheder hænger faldet i udbuddet især sammen med en øget handelsaktivitet i 2025, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.
- Der er året igennem sat mange huse og lejligheder til salg, men antallet af salg har bare været flere, og det har gjort et synligt indhug på ejendomsmæglernes hylder.
På landsplan havde boligkøberne 5249 ejerlejligheder at vælge imellem ved årsskiftet. Det var 25,5 procent færre sammenlignet med for et år siden.
Dermed nærmer det aktuelle udbud af ejerlejligheder sig det laveste niveau i statistikken, som var tilbage i begyndelsen af marts 2021.
Dengang var knap 4800 lejligheder til salg i Danmark.
Det lavere udbud har været stærkt medvirkende til, at boligpriserne i visse dele af landet har været på himmelflugt de seneste to år.
Når der er mindre at vælge imellem og mange om buddet, kan det være med til at skubbe salgspriserne op.
Det har særligt gjort sig gældende i Region Hovedstaden.
Den seneste prisopgørelse fra Boligsiden viste, at lejlighedspriserne i Københavns Kommune steg næsten 20 procent fra januar til november.
Det fik Boligsiden til at kalde København for "ekstremernes by i 2025 på boligmarkedet".
Til sammenligning lød den tilsvarende stigning på 9,5 procent i Aarhus.
/ritzau/
