Boligkæden Plint lukker samtlige butikker og vil fremover kun satse på nethandel.
»Vi lukker vores fysiske butikker, fordi det ikke hænger sammen. Vi har flere udgifter end indtægter, mens det går godt med vores web-butik, som vi kører videre med. Det er klart fremtiden, men det er med blødende hjerte, at vi lukker vores fysiske butikker. Vi er købmænd, der synes, det er sjovt at sælge varer,« siger Plints butikschef Anna Tea Tranaes til stiften.dk.
»Men vi kan se, at vi sælger langt flere varer i vores webshop end i vores fysiske butikker. Det tager vi konsekvensen af nu og lukker butikkerne. Så skal vi finde på noget andet at lave i byerne,« fortsætter hun.
Allerede sidste uge annoncerede Plint på Facebook, at der ville være ophørsudsalg i butikkerne i Vejle, Aarhus og Odense på grund af en forestående lukning.

Nu har boligkæden også valgt at lukke butikken i Købmagergade i København, hvor det hele startede tilbage i 2002.
Her starter ophørsudsalget i dag, torsdag, oplyser Plint på Facebook.
Tranaes Company A/S, der står bag Plint-butikkerne, havde et underskud på henholdsvis 53.000 kroner og 688.000 kroner i de to seneste regnskabsår.
Det har fået egenkapitalen til at styrtdykke fra 1,6 millioner kroner til 857.000 kroner i samme periode.
Ved indleveringen af regnskabet for 2016/17 havde Plint 12 ansatte. Det er uvist, hvad deres skæbne bliver, når fysiske butikker forsvinder.