Der blev i oktober indhentet 50.780 lånetilbud, hvilket er det højeste antal i 56 måneder.

Den seneste måned har boligejere landet over kigget deres økonomi i sømmene med henblik på at finde et billigere boliglån.

I oktober blev der således indhentet 50.780 tilbud på nye boliglån hos landets realkreditinstitutter. Det er det højeste antal i 56 måneder.

Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for finanssektoren.

Dermed fortsætter tendensen fra de seneste mange måneder, hvor boligejere i hobetal har lagt lån om.

I de tre måneder august, september og oktober er der blevet opsagt boliglån for cirka 182 milliarder kroner. Det er det næsthøjeste nogensinde.

- Vi skal helt tilbage til starten af 2015, da realkreditlån med to procent i rente blev introduceret, for at se en tilsvarende interesse, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

- Nu er det især muligheden for at få et lån med fast rente på én procent i 30 år, der har fået danskerne til at interessere sig for at omlægge deres realkreditlån til ét med en lavere rente, siger hun i en pressemeddelelse.

Renterne på ens boliglån er styret af renterne på de obligationer, der ligger bag lånene. De bliver solgt på finansmarkederne.

I 2019 har renterne på de obligationer været nedadgående. Det har sendt renterne på boliglån ned.

I årets første ti måneder har 355.000 boligejere og virksomheder indhentet tilbud på et nyt realkreditlån.

Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, er der trods de mange låneomlægninger i 2019 fortsat mange boligejere, hvor det kan give mening at kigge sin økonomi igennem.

Ifølge hans vurdering, er der ikke noget, som tyder på, at renterne vil ændre sig mærkbart de kommende måneder.

- Det er dog langtfra det samme som en garanti, og renterne har jævnt mange gange vist sig anderledes end det, prognoserne tilsagde, skriver han i en kommentar.

/ritzau/