Et skifte fra bønner fra konserves til frosne bønner er endt med at koste Jensen's Foods i Struer en bøde på 60.000 kroner.

Desuden har virksomheden måttet tilbagekalde 2,5 ton chili con carne pakket sammen med kartoffelmos, da der var risiko for lektiner i produktet, hvilket kan forårsage kvalme, opkast, mavesmerter og diarré. Flere medier, heriblandt B.T., skrev om sagen, da færdigretterne blev kaldt tilbage i begyndelsen af december.

Problemet opstod i august, hvor virksomheden begyndte at bruge frosne kidneybønner. De skal i modsætning til bønner fra konserves koges ved 100 grader i otte-ti minutter, hvilket også fremgik af råvarespecifikationerne fra leverandøren.

Men virksomheden ændrede ikke sin recept efter bønneskiftet. Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Bønnerne i færdigretten blev derfor ikke tilstrækkeligt forkogt, og dermed opstod risikoen for, at ens nemme aftensmåltid endte i opkast, kvalme og diarré.

Fødevarestyrelsen opdagede problemet i begyndelsen af december.

Jensen's Foods sendte efterfølgende en pressemeddelelse ud med en opfordring til forbrugerne om at levere produktet tilbage til det sted, hvor det var købt, eller at kassere det.

Jensen's Foods er en del af Jensen Group, som også omfatter restaurantkæden Jensen's Bøfhus.

Lektiner er et plantegiftstof, som findes i mange forskellige plantefødevarer, blandt andet tørrede bønner.