Efter to dødelige flystyrt på bare fem måneder ser det på mange måder sort ud for flyfabrikanten Boeing.

10. marts i år styrtede et Boeing 737 Max-fly ned kort efter takeoff i Etiopien, hvor alle om bord omkom.

Og fem måneder forinden blev 189 passagerer dræbt, da et fly af samme type styrtede ned i Indonesien.

Flyselskaber verden over tog derfor for nylig beslutningen om at holde Boeings fly af den type, 737 Max, på jorden, indtil det grundigt er blevet undersøgt, hvordan de to styrt kunne ske.

Samtidig er alle nye leverancer af 737 Max, Boeings bedst sælgende flytype, blevet stoppet verden over.

Og det er altså noget, der i den grad kan mærkes på bundlinjen for den store flyfabrikant.

Ifølge CNN er Boeing-aktierne faldet med 18 procent denne måned.

Samtidig har selskabet mistet mere end 265 milliarder danske kroner i markedsværdi siden det seneste flystyrt i Etiopien.

Denne uge fortalte Boeings administrerende direktør, Dennis Muilenberg, i en officiel udtalelse, at sikkerheden er en vigtig værdi for dem:

'Sikring af sikker og pålidelig rejse på vores fly er en vigtig værdi og et absolut løfte til alle. (...) De tragiske tab af Ethiopian Airlines Flight 302 og Lion Air Flight 610 påvirker os alle sammen - og det forener mennesker og nationer i fælles sorg for alle dem, der har mistet,' siger Dennis Muilenburg.

De første rapporter efter styrtene peger på, at der har været noget galt med softwaren om bord.

Norwegian Air var i sidste uge det første flyselskab, der offentligt var ude at sige, at de kræver, Boeing betaler for deres tabte flyvetid. Og det forventes, at flere flyselskaber følger trop.