Administrerende direktør i Bang & Olufsen Henrik Clausen har sagt nej til en økonomisk bonus oven på flere nedjusteringer i virksomheden.

Bestyrelsesformand i B&O Ole Andersen udtrykker tilfredshed over for direktørens valg, som han kalder for den rigtige beslutning, skriver Børsen.

Også direktionsmedlem og direktør for Brands & Markets hos Bang & Olufsen John Mollanger har frasagt sig sin bonus.

Ole Andersen fortæller til avisen, at både Henrik Clausen og John Mollanger selv henvendte sig til bestyrelsen og frasagde sig bonusserne for årsregnskabet, fordi de mente, at resultaterne for det seneste år var utilfredsstillende.

Henrik Clausen, administrende direktør hos Bang & Olufsen, har frasagt sig sin bonus ovenpå et skuffende år for virksomheden.
Henrik Clausen, administrende direktør hos Bang & Olufsen, har frasagt sig sin bonus ovenpå et skuffende år for virksomheden. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Direktørernes bonus afhænger af en række forskellige kriterier, fortæller bestyrelsesformand Ole Andersen:

»Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at de kvantitative kriterier ikke er opfyldt. Men derfor kunne man godt forestille sig, at der var ting, f.eks. ledelsesmæssige forhold eller det at åbne et nyt marked, eller hvad det nu måtte være, der er op til en evaluering, om det berettiger til en bonus,« siger Ole Andersen.

Sidste år forbedrede B&O sine nøgletal markant og kunne for første gang i flere år fremvise et overskud. Det kastede syv mio. kr. af i bonus til direktionen, og året før var der tale om fem mio. kr. ekstra på bankkontierne.

Oven på et forfærdeligt år for Bang & Olufsen er det dog næppe beløb i den størrelsesorden, som de to direktører har frasagt sig. Inden for det seneste år er virksomhedens aktie faldet med omkring 70 pct., hvilket er sket i takt med, at B&O over en periode på seks måneder blev tvunget ud i tre nedjusteringer, hvor den seneste fandt sted i juni i år.

Bestyrelsesformand i Bang & Olufsen, Ole Andersen, ser positivt på beslutningen om at frasige sig bonusserne.
Bestyrelsesformand i Bang & Olufsen, Ole Andersen, ser positivt på beslutningen om at frasige sig bonusserne. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere