Et minus på hele 541 millioner kroner sidste år.

Så stort et hul er der i det nye årsregnskab fra Flying Tiger Copenhagen.

Et resultat, som administrerende direktør i koncernen, Martin Jermiin, da også kalder 'ikke tilfredsstillende.'

I en pressemeddelelse fra den danske butikskæde fokuserer ledelsen ellers på det, man kalder 'højdepunkterne' i firmaets årsrapport: En 'solid' omsætning på 5,6 milliarder kroner og et driftsresultat på 257 millioner.

Den administrerende direktør lægger dog ikke skjul på, at det samlede resultat på bundlinjen ikke er noget at glæde sig over.

»Resultatet på bundlinjen er naturligvis ikke tilfredsstillende i sig selv, men det er vigtigt at understrege, at den ikke giver et repræsentativt billede på Flying Tiger Copenhagens tilstand,« siger han og tilføjer, at 40 procent af det negative resultat en regnskabsteknisk regelændring sammenlignet med 2017.

»Det er altså ikke penge, vi skal have op af lommen,« siger Martin Jermiin i pressemeddelelsen og hæfter sig ved den store omsætning, der har været i kædens butikker.

»Ser vi på driften, sætter vi omsætningsrekord, vi har en stabil like-for-like vækst i butikkerne (salget ud af butikkerne, red.), og vi kan fremvise et driftsoverskud. Jeg er overbevist om, at de fleste i det nuværende detailmarked vil misunde os, at vi har et stabilt salg i vores butikker,« udtaler han og forklarer, at kæden i øjeblikket er i gang med at rydde op.

»Populært sagt er vi gang med at rydde op. Både på vores lagre, på hovedkontorerne og i vores butikker.«

Martin Jermiin har kun siddet i direktørstolen siden januar, hvor han overtog posten fra Mette Maix. Jermiin er nu overbevist om, at tingene går i den rigtige retning.

Han glæder sig eksempel ved, at virksomheden i årets første fire måneder har leveret et fornuftigt resultat.

»Jeg og ejerkredsen har fuld tillid til, at Flying Tiger Copenhagens enestående koncept såvel som forretning er sund og bæredygtig, hvilket vores resultater i årets første fire måneder af 2019 også bevidner,« siger adm. direktør Martin Jermiin.