Mandag blev en voldsom og historisk dag på den danske børs, der langt om længe mærkede konsekvenserne af coronavirussens hærgen verden over.

Efter weekendens coronavirus-eksplosion i Italien faldt kursen på det danske marked med 3.8 procent. Det er det største fald siden 2016.

»Det er et meget stort fald, og det er ikke kønt.«

Det fortæller Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen til B.T.

Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Vis mere

Han har regnet ud, at den danske børs har oplevet et værditab på omkring 120 milliarder kroner.

Nedturen på aktiemarkedet hænger tæt sammen med coronavirussens udvikling.

Coronavirussens hastige spredning har i ugevis tvunget virksomheder i Kina og resten af Asien til at holde lukket for at forhindre en yderligere smitte.

Sidste uge nedjusterede Apple deres forventninger til årets første kvartal på grund af et faldende salg som konsekvens af coronavirussen.

Men det er alligevel først i dag, at både det danske marked og resten af vestens aktieindekser for alvor reagerer på coronavirussen. Det skyldes, at der over weekenden skete en decideret eksplosion i antallet af smittede og døde som følge af coronavirussen i Italien.

Med over 200 coronavirus-smittede og seks døde på få dage er epidemien for alvor kommet til kontinentet, og det alarmerer markedet.

Særligt fordi Italien har valgt at tage omfattende værktøjer i brug for at forhindre yderligere smitte.

»Faldet er afledt af weekendens nyhedsflow, hvor man har set, at coronavirussen har spredt sig til Italien, som bekæmper virussen på samme måde som i Kina. Der bliver lukket ned for byer, virksomheder, og folk bliver bedt om at blive hjemme,« siger Jacob Pedersen og fortsætter:

»Selvom man har gjort det i Kina, har det ikke forhindret virussen i at sprede sig til resten af verden. Det er investorerne bekymrede for.«

Dermed ser omkostningerne til at bekæmpe virussen ud til at blive markant større, end man troede, da markedet lukkede inden weekenden i fredags.

Opfattelsen i markedet har hidtil været, at coronavirussen 'bare' ville medføre et kortvarigt hul i væksten i et par måneder, indtil der igen var kontrol over situationen, og industrien var tilbage på sporet.

»Det er den opfattelse, der ændrer sig nu. Investorerne ser nu virussen som en faktor, der kan skabe en længerevarende negativ effekt, og ikke kun som et midlertidigt væksthul,« siger Jacob Pedersen.

De to forskellige scenarier har helt forskellige konsekvenser for verdensøkonomien. Hvis det holdt stik, at der blot var tale om et kortvarigt hul i væksten, ville langt de fleste virksomheder kunne komme sig over slaget.

»Men hvis det trækker ud, kan vi ende i den situation, hvor virksomheder går konkurs, fordi der ikke er indtægter, og fordi de har meget gæld. Og når en virksomhed går konkurs, trækker den andre med sig, og så har vi sneboldeffekten,« siger Jacob Pedersen.

Verden over har renten været lav i et godt stykke tid, og det har opfordret virksomheder og stater til at optage meget gæld. Men hvis coronavirussen nu forhindrer virksomhederne i at fortsætte med at tjene penge, vil de gå konkurs, fordi de pludselig ikke kan betale af på deres gæld.

Det vil medføre en global krise. Men så langt er vi heldigvis ikke endnu, understreger Jacob Pedersen.