Det islandske flyselskab Primera Air var veletableret i charterbranchen, men ejeren Andrí Már Ingólfsson havde endnu højere ambitioner.

For et par år siden traf han beslutningen om, at Primera Air også skulle æde sig ind på lavprisselskaberne Ryanair, Norwegian og EasyJets marked. I stedet endte Primera Air med at knække halsen og gå konkurs.

Tirsdag indstillede Primera Air al aktivitet - med det resultat, at mange danske turister er strandet på deres feriemål, mens Mia Kyhl-Hammersgart, Rikke Jensen og mange andre efter al sandsynlighed må vinke farvel til tusindvis af kroner i kompensationer for flyforsinkelser.

På Facebook skriver flyselskabet, at konkursen skyldes flere uforudsete begivenheder de seneste to år. Blandt andet kostede det ifølge Finans 75 millioner kroner at gøre et fly klar til drift, efter at det var blevet ramt af et rustangreb.

Primera Air blev grundlagt i 2009.
Primera Air blev grundlagt i 2009. Foto: SCHÜTZE RENÉ
Vis mere

Også den forsinkede leverance af et bestilt Airbus A321 Neo-fly kostede Primera Air dyrt, da selskabet blandt andet brugte 150 millioner kroner på at leje fly for at kunne flyve som planlagt.

Men det er kun en del af forklaringen på Primera Airs konkurs.

Ifølge Finans blev flyselskabet offer for sine egne tårnhøje ambitioner, da det blev besluttet at tage kampen op med lavprisselskaberne i forsøget på at erobre markedsandele på ruteflyvningerne.

For ikke nok med, at Primera Air begyndte at lægge arm med langt større og mere veletablerede selskaber som Ryanair og Norwegian. Det er også det marked i europæisk luftfart, hvor konkurrencen er allerhårdest.

Primera Air begyndte at gabe over for meget i stedet for at fokusere på kerneforretningen med charterfly, da de åbnede ruter til New York, Washington og Boston tidligere i år, lyder det fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, der har fulgt luftfarten tæt i mange år.

»Det øger kompleksiteten, som i forvejen er stor i luftfarten. Når det begynder at gå galt, kan man tabe mange penge på kort tid,« siger Jacob Pedersen til Finans.

For at gøre ondt værre kastede Primera Air sig ind i konkurrencen om lavpriskunderne på et tidspunkt, hvor brændstofpriserne steg voldsomt.

Alene de seneste 12 måneder er prisen på flybrændstof steget med 45 procent - uden at billetpriserne er fulgt med.

Primera Air har haft omkring 200.000 danske passagerer årligt, vurderer den administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Udover Bravo Tours benyttede Apollo Rejser sig af Primera Air.

I 2017 var selskabet det tyvendestørste flyselskab i Københavns Lufthavn med 278.794 passagerer, skriver luftfartsmediet Check-in.dk.

Primera Air rådede over i alt 15 fly, da selskabet gik konkurs.