Deltagelsen i 'Løvens Hule' på DR gjorde Washa landskendt. Nu er vaskefirmaet kommet igen kommet i fokus - men af helt andre årsager.

Washa bliver netop nu undersøgt af en kurator - som har mistanke om, at en konkursbegæring ikke gik til efter bogen.

Tidligere på året lod Washa det daværende driftsselskab gå konkurs og overdrog aktiverne til et nystiftet selskab.

Der er anmeldt gæld for omkring 10 millioner kroner i det konkursramte selskab, men dem må kreditorerne sandsynligvis kigge langt efter.

Der er nemlig kun fundet værdier for 68.000 kroner i selskabet, skriver Finans.

»Vi er interesseret i at vide, om overdragelsen af værdier til det nye selskab - kort tid inden konkursen, og på et tidspunkt hvor det stod klart, at selskabet var insolvent - er sket efter bogen. Det vil vores kommende undersøgelse vise,« siger kuratoren, advokat Michala Roepstorff fra Plesner Advokatpartnerselskab, til Finans.

Hun understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er belæg for at sige, at Washa har forbrudt sig mod loven.

I forbindelse med konkursen oplyste Washa, at de kunne få 'friheden' tilbage ved at føre aktiviteter og værdier over i det nystiftede selskab.

Men storaktionæren i Washa, hygiejnegiganten Berendsen, er utilfreds med manøvren, og har anmeldt et millionkrav i konkursboet.

Washas administrerende direktør, Karim Ben M’ Barek, har ikke ønsket at kommentere kuratorens udtalelser overfor Finans.

Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers skød 1,5 millioner kroner ind i Washa, da firmaet deltog i 'Løvens Hule' på DR.

I dag er Christian Stadil og Jesper Buch stadig en del af ejerkredsen, mens Tommy Ahlers ikke længere er med.