Børsen har tirsdag fremlagt den undersøgelse, der skal afdække snyd med corona-støtte. Fire ansatte er fyret.

Fire medarbejdere er tirsdag blevet afskediget, efter at en advokatundersøgelse har vist, at der blev manipuleret med annonceindtægter på Børsen. Det skete angiveligt for, at avisen kunne få mere i corona-støtte.

Ingen medarbejdere har haft personlig økonomisk vinding. Det understreger avisens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Bjarne Corydon. Der anser det for en meget alvorlig sag.

Læs her fire skarpe til Bjarne Corydon

Spørgsmål: Hvordan kunne det her ske?

- Vi har koncentreret os om at finde ud af, hvad der præcist er sket, sådan at vi kunne rette op på det, og så har vi draget nogle konsekvenser internt.

- Og undersøgelsen har vist at ingen af dem, eller nogen på Børsen har haft personlig økonomisk vinding ved det her.

Spørgsmål: Har I tænkt jer at politianmelde de involverede?

- Nej det har vi ikke tænkt os, men vi er selvfølgelig helt åbne for, at myndighederne eller politiet vil undersøge den her sag. Og det er vi helt parate til. Det vil der ikke være noget unaturligt i.

Spørgsmål: Hvad skulle have foranlediget, at menige medarbejdere snyder med coronastøtte for en virksomheds skyld?

- Igen synes jeg ikke, at det er rimeligt at kaste sig ud i spekulationer om de her medarbejdere. De har krav på at blive behandlet anstændigt. Også selv om de ikke er ansat her længere.

- Vi har sagt farvel til dem og lagt undersøgelsen frem, der viser, at de ikke har haft nogen personlig vinding ved det.

- Man kan jo gøre sig alle mulige spekulationer om, hvordan det her har spillet sig ud. Vi har følt os forpligtet til at komme helt til bunds i det, og det har vi gjort, og så skal vi rette op.

- Og det her med at de ikke har haft personlig vinding ved det, det skal tages bogstaveligt. De har ikke været bedre stillet i forhold til bonus og løn.

Spørgsmål: Har du overvejet din egen stilling?

- Jeg har overvejet, at jeg har en pligt til at rette op. Det er jeg i gang med. Og så har jeg sørget for, at det også var en undersøgelse, der omfattede mig selv og Børsens øvrige ledelse.

- Og man kan se i undersøgelsen fra Plesner, at de har undersøgt mig på lige fod med alle andre. Og de har haft en klar konklusion: Jeg har ikke vidst det og ikke haft nogen anledning til at have vidst det.

- Men alt ligger jo inde under mit daglig ressort, så derfor er det jo også mit ansvar at rette op og undskylde både på Børsens vegne og personligt.

- Vi skal give en undskyldning, og det er mig, der skal give den. Og så kan man tilføje, at det er de færreste mennesker eller organisationer i verden, der kan gardere sig fuldstændig mod fejl og også alvorlige fejl.

- Og det man jo så skal kendes på, det er, om man er villig til at rette op, og at man er åben omkring, hvordan man har tænkt sig at gøre det. Det er det, vi har valgt på Børsen.

- Det stemmer med vores værdier, og det stemmer med, at man skal tage sin egen medicin.

/ritzau/