Bitcoin har nået en ny negativ milepæl.

Tidligt mandag ramte kryptovalutaen sit laveste niveau i 18 måneder: 24.900 dollar.

Det svarer til en nedgang på næsten ni procent inden for bare et døgn – og dermed fortsætter den negative udvikling efter en lang periode med ellers eksplosiv vækst. Det skriver flere medier.

I november sidste år var værdien eksempelvis oppe i svimlende 69.000 dollar, da udviklingen gik i den stik modsatte retning.

Det er næsten tre gange så højt som nu.

Og måske er det slet, slet ikke slut med nedturen.

Antoni Trenchev fra kryptobørsen Nexo siger til Yahoo, at »vi hører forudsigelser for bitcoin så langt ned som i tierne og i etcifrede tusinder«.

Det vil i så fald være første gang, at det sker for markedets største kryptovaluta.

Det var i november 2020, at bitcoin senest var under 25.000 dollar.

Også andre kryptovalutaer er faldet.

Eksempelvis er næststørste ethereum faldet med 12 procent til et niveau, der ikke er set så lavt siden februar sidste år. Imens er mindre kryptovaluater som avalanche faldet med 15 procent inden for det seneste døgn, solana umed 14 procent og dogecoin med 11 procent.

Bitcoin er steget en smule igen og ligger mandag morgen mellem 25.500 og 25.600, hvilket dog stadig er en nedgang på mere end seks procent inden for det seneste døgn.