Den hæderkronede bilproducent Nissan er i dyb krise.
Så dyb, at et decideret kollaps truer i horisonten.
'Nissan er i fare for at løbe tør for penge i løbet af halvandet år. Pandemien forværrer selskabets situation og rejser tvivl om den langsigtede konkurrenceevne,' skriver det japanske erhvervsmedie Nihon Keizai Shimbun ifølge norske Dagens Næringsliv.
Den opsigtsvækkende udmelding kommer, efter at Nissan har præsenteret forventningerne til det kommende regnskabsår. Og de er dystre. Meget dystre.
Japans næststørste bilproducent forventer et tab på intet mindre end 28 milliarder kroner frem mod marts 2021. Ifølge Reuters havde finansanalytikere forventet et underskud, men kun halvt så stort som det, Nissan nu selv budgetterer med.
»Det bliver et meget vanskeligt år,« erkendte Nissans administrerende direktør, Makoto Uchida, tirsdag på en pressekonference.
Allerede før coronakrisen satte ind, var Nissan i store problemer. Bilsalget har ikke været lavere i 10 år, og virksomheden har vedtaget omfattende spareplaner.
Sidste år blev 12.500 Nissan-medarbejdere fyret på verdensplan. Ikke desto mindre gik Nissan ud af sidste kvartal af 2019 med et underskud på 1,5 milliarder kroner på grund af svigtende bilsalg.
I den nuværende situation er der ikke meget, der tyder på, at der er bedring i sigte lige med det samme.
Ud over Nissans egne udfordringer har coronakrisen fået bilsalget til at styrtdykke.
Eksempelvis er bilsalget i Europa faldet med 39,5 procent i Europa i første halvår af 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.
Nissan indhentet 50 milliarder kroner i form af lån og finansiering for at holde virksomheden oven vande. Derudover skal sparekniven vrides yderligere.
Frem mod 2024 skal Nissan ifølge norske Børsen gennemføre besparelser for i alt 20 milliarder kroner. Halvdelen skal være gennemført allerede i løbet af 2020.
Nissans tidligere topchef Carlos Ghosn, som er efterlyst af Interpol efter en spektakulær flugt fra en sag om skattesvindel, tror, Nissan vil gå konkurs i løbet af to-tre år.
Selv om den nye ledelse erkender, at krisen er dyb, afviser den, at Nissan kan være på vej mod en konkurs.

