Der er fredag eftermiddag problemer med adskillige kortbetalinger på grund af en opsætningsændring hos Nets. 

Det oplyser virksomhedens pressechef Søren Winge til Ritzau. 

»Der har været en systemændring, der har gjort, at en stor del af kortbetalingerne er blevet afvist,« udtaler han til mediet. 

Der har blandt andet været problemer med betalingskort fra Vestjysk Bank. Det kunne banken tidligere oplyse på deres hjemmeside. 

'Du kan i øjeblikket opleve, at dit betalingskort afvises. Vi beklager,' lyder det.

Ifølge NETS, der er hovedaktør bag betaling i Norden, så er det dem, der har oplevet en fejl. Den fejl er angiveligt udbedret.

Nets forventer, at problemet er løst efter klokken 15.00 fredag. Der kan dog fortsat virke ustabilt. 

B.T. forsøger at få en kommentar fra Vestjysk Bank.