Man kan se frem til en ekstra skilling at starte året ud med, hvis man er ansat i den danske modegigant Bestseller i disse dage.

Koncernen udbetaler nemlig en bonus til alle medarbejdere, efter den har nået en række bæredygtighedsmål, skriver Bestseller i en pressemeddelelse. 

Ifølge administrerende direktør og ejer Anders Holch Povlsen er bonussen et resultat af 'en ekstraordinær fælles indsats på tværs af hele organisationen.'

»Det har ikke været nemt, men det har været vigtigt. Medarbejderne har leveret en stærk slutspurt, som har gjort en reel forskel,« siger han.

Bonussen lyder på en ekstra uges løn, og det er første gang i virksomhedens historie, at medarbejdere på tværs af brands og funktioner har været omfattet af fælles bonusmål.

Målene har især handlet om materialer og leverandørsamarbejder, som virksomheden beskriver som helt centrale områder i deres forretning.

Den samlede bonus løber op i 80 millioner kroner. 

Topledelsen er ikke omfattet af ordningen.