De har lavet en fordobling på bare halvandet år.

Og dermed har modeportalen Miinto med Anders Holch Povlsen som hovedaktionær genereret et samlet salg på to milliarder kroner.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Efter stiftelsen af Miinto i 2009 tog det mere end ti år at nå den første milliard i omsætning i løbet af 12 måneder.

»At vi allerede nu kan passere to milliarder kroner, er vi ekstremt stolte over. Men det beviser også, at vi i samarbejde med vores butikspartnere er på vej til at finde den rigtige formel,« siger Konrad Kierklo, der er stifter og koncernchef for Miinto.

De to milliarder kroner, der er kommet i løbet af de 12 måneder, er altså den omsætning, som butikkerne henter via Miinto.

BESTSELLER - Anders Holch Povlsen
BESTSELLER - Anders Holch Povlsen Foto: PR
Vis mere

Modeportalens egen omsætning, som indgår i Miintos årsrapport, er formentlig i omegnen af en femtedel af salgsprisen og består af de penge, som butikkerne betaler Miinto for ulejligheden med at etablere og drive platformen.

Miinto har intet ansvar i butikkerne, da de selv står for at pakke og sende de varer, som kunderne finder og betaler via Miinto. Selskabet har således ikke selv noget stort, centralt distributionslager.

Tilbage i regnskabsåret 2020/21 lavede Miinto, hvor blandt andet Jesper Buch var med i starten, og hvor Anders Holch Povlsen i dag ejer godt 70 procent, en omsætning på 1,4 milliarder kroner.

Det var en vækst på 54 procent og i 2021/22, der slutter i juli i år, ventes en vækst på samme niveau.