Der er sørgeligt nyt for bilentusiaster.

Coronakrisen har medført konkurs for et tysk firma, der bringer nostalgien frem for alle med benzin i blodet.

Producenten af de klassiske og populære BBS-fælge er begæret konkurs i Tyskland, skriver tyske medier.

BBS-fælgen blev kendt allerede tilbage i begyndelsen af 1970'erne, hvor den revolutionerede motorsport med sin tredelte racerfælg.

Tyske Michael Schumacher kørte med BBS-fælge i sin formel 1-bil for Benetton-Renault. Her i 1995, hvor han vandt Formel 1 for anden gang.
Tyske Michael Schumacher kørte med BBS-fælge i sin formel 1-bil for Benetton-Renault. Her i 1995, hvor han vandt Formel 1 for anden gang. PATRICK KOVARIK

Den legendariske tyske racerkører Michael Schumacher kørte for eksempel med BBS-fælge, da han med Benetton-Renault vandt Formel 1 for anden gang i 1995.

Ud over den tredelte racerfælg blev den todelte RS-fælg også kendt for sit unikke design samt for at passe til mange forskellige biler.

Dermed kunne man for eksempel give en ellers halvfesen Opel Kadett et nyt udtryk ved at sætte BBS-fælge på.

Ligesom resten af bilmarkedet har BBS været hårdt ramt under coronakrisen, forklarer firmaet. Når myndighederne i adskillige lande lukker samfundet ned, er der færre, der kører og køber bil.

BBS alufælge - lavet til motorsport.
BBS alufælge - lavet til motorsport.

BBS leverer blandt andet fælge til Volkswagen, Porsche og Mercedez-Benz.

Coronakrisen har medført en stor nedgang i produktion for virksomheden, og ifølge den tyske avis Stuttgarter-Zeitung er i alt 525 medarbejdere berørt af konkursen.

Det er langtfra første gang, at BBS er i økonomiske problemer. Også i 2007 og 2011 var firmaet ved at gå bankerot, men overlevede alligevel.

Bilentusiaster med kærlighed til de klassiske fælge må nu sætte deres håb til, at den populære fælgproducent bliver reddet i 11. time.