En ansat på Berlingske er blevet hjemsendt på grund af "fejlagtig brug af et AI-værktøj".

Det skriver avisen onsdag.

Tirsdag blev en artikel om en vismandsrapport udsendt, hvor der efterfølgende er blevet fundet både opdigtede citater, passager og personer.

Artiklen beskriver, om det ifølge de økonomiske vismænd er mest fordelagtigt at sikre rent drikkevand med rensningsteknologi eller med et sprøjteforbud.

Det ene af to forkerte citater lød: "Rensning skal blive meget billigt, før det vil være at foretrække frem for forbud ud fra en samfundsøkonomisk beregning".

Den korrekte version af citatet skulle i stedet have været følgende:

"Formandskabet bemærker dog, at rensning, trods usikkerhed på begge estimater, skal blive meget billigt, før det vil være at foretrække frem for forbud ud fra en samfundsøkonomisk beregning."

Nu skal den unavngivne medarbejders øvrige artikler undersøges af en ekstern konsulent, lyder det.

Avisen blev gjort opmærksom på fejlen, der siden er blevet rettet, efter en henvendelse fra en journalist fra avisen Information.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, ærgrer sig over forløbet.

- Vi har siden i går (tirsdag, red.) dykket ned i forløbet og må konstatere, at den pågældende medarbejder har brugt et internt AI-redskab i strid med de meget klare retningslinjer for arbejdet med AI, som vi har på Berlingske.

- Det er baggrunden for, at vi har suspenderet den pågældende medarbejder, mens vi undersøger sagens omfang, lyder det.

Tom Jensen forklarer, at avisen benytter sig af AI-redskaber ligesom mange andre medier, men at det er afgørende, hvordan de bliver brugt.

Internt findes der retningslinjer for, hvordan det skal ske.

- Vi tillader ikke, at AI skriver vores artikler. Og vi kræver, at et menneske - en journalist - bearbejder de input, vi får fra de AI-redskaber, vi benytter.

- Begge de regler er åbenlyst ikke fulgt i dette tilfælde, siger den ansvarshavende chefredaktør.

/ritzau/