Rene benzinbiler udgør nu under halvdelen af personbilerne i den danske bilpark.

Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Nu udgør de rene benzinbiler således 49,98 procent af bilerne i Danmark. Ved udgangen af 2020 udgjorde de 65 procent.

De rene benzinbiler inkluderer de biler, som alene har benzin som drivmiddel. Derfor regnes eksempelvis hybridbiler og plug-in-hybridbiler ikke med.

Spørger man Mads Rørvig, som er administrerende direktør i Mobility Denmark, er tallene et tegn på, hvor hurtigt bilparken forandrer sig.

- Rene benzinbiler har i årtier været helt dominerende på de danske veje. Nu udgør de mindre end halvdelen af personbilparken. Det siger noget om, hvor stærkt elbilerne er rykket på få år, siger han i pressemeddelelsen.

Mens andelen af benzinbiler er faldet de seneste år, er andelen af elbiler steget. Nu udgør elbilerne 24,3 procent ifølge tallene.

Størstedelen af de nye biler på de danske veje er da også drevet af el. I september udgjorde elbiler ifølge tal fra bilstatistik.dk således 88,8 procent af de nye personbiler.

Fraregner man erhvervsbiler, udgjorde elbilerne 97,5 procent.

Ifølge Mobility Denmark skyldes elbilernes fremgang især, at de har været delvist fritaget for registreringsafgift. Det har gjort dem økonomisk attraktive.

Regeringen har for nylig sagt, at den vil undlade at forlænge elbilernes fritagelse fra registreringsafgift igen.

Det er en del af det finansieringsforslag, som ventes snart at blive præsenteret, sagde fire ministre til Berlingske mandag.

Det vil betyde, at elbiler, som koster mere end 366.000 kroner, bliver dyrere fra 2027.

Oprindeligt var der planlagt en gradvis indfasning af registreringsafgift på elbiler fra 1. januar 2026.

Men med aftalen om finansloven for 2026, der blev indgået sidste år mellem den daværende regering og De Konservative, blev afgiftsstigningen udsat et år.

RITZAU