I 2017 skiftede Kim Trier Meyer sit job ud som driftsdirektør hos McDonald's Danmark med en tilværelse som administrerende direktør hos luksusbagerkæden Emmerys.

Torsdag fortæller han i Børsen, hvordan han gjorde sin research ved at besøge flere butikker og talte med kunder og ansatte, efter han var blevet headhuntet til stillingen.

Men Emmerys kan have en mørk fremtid foran sig, hvis man skal tro Kim Trier Meyer.

»Hver eneste dag, jeg går på arbejde, tænker jeg: 'Fuck, mand, det her er op ad bakke.' Vi skal tage os samme, og der skal kæmpes. VI får ikke noget forærende. Vi skal oppe os, for ellers eksisterer Emmerys altså ikke om to år. Det er sådan, jeg er set det,« siger han til finansmediet.

En af de helt store udfordringer for Emmerys er ifølge den 45-årige administrerende direktør, at den tidligere ledelse har haft for stor fokus på at udvide forretningen udenfor Aarhus og København. Det er der ikke plads til, så længe at der ikke bliver tjent penge.

Og måden hvorpå den nye chef skal skabe sorte tal på bundlinjen er ved at fokusere på kerneproduktet. Bagerens økologiske profil skal styrkes, de skal være bedre til at købe ind og så skal der også købes nyt interiør og laves nye facadeskilte.

Med til at relancere Emmerys er virksomheden  Riis Retail, der har været med til at udvikle den populære juice-bar 'Joe & the Juice'.

Kim Trier Meyer erkender, at konkurrencesituationen på bagermarkedet er hård. Især Lagkagehuset, der har ekspanderet voldsomt i de senere år, udpeger han som den helt store konkurrent. Af den helt simple årsag, at langt flere danskere kender til Lagkagehuset.

Den administrerende direktør er dog helt sikker på, at han kan vende den dårlige situation.