Hvis parterne i staten ikke bliver enige om en ny overenskomst, og en konflikt bryder ud, så kan det betyde udskudte retssager og i sidste ende mildere straffe eller frifindelser.

Det frygter formanden for Foreningen af Offentlige Anklagere, Line Scharf. Hun er samtidig senioranklager ved Statsadvokaten i København.

- Vi frygter for de straffesager, som allerede er berammet ved domstolene, og som ikke bliver en del af det nødberedskab, man er i gang med at etablere, siger hun.

Overenskomstforhandlingerne brød sammen i slutningen af februar. Forhandlere for arbejdsgivere og fagforeninger skal forsøge at finde hinanden i Forligsinstitutionen.

Fagforeningerne har varslet strejke fra 4. april blandt omkring 10 procent af de ansatte. Arbejdsgiverne har svaret igen ved at varsle omfattende lockout fra 10. april. Alene i staten omfatter lockouten 120.000 ansatte.

Ifølge anklagernes forening er cirka 475 anklagere omfattet af en eventuel lockout. De er ansat på overenskomst og er beskæftiget med behandling af straffesager hos Rigsadvokaten, Statsadvokaterne og i politikredsene.

Der er ved at blive forhandlet et nødberedskab på plads. Ifølge Anklagemyndigheden skal det sikre, at anklagere for eksempel kan møde ved grundlovsforhør og i retssager, hvor der er varetægtsfængslede.

Men anklagernes formand frygter konsekvenserne for de sager, som ikke er omfattet af et nødberedskab. Selv få dages konflikt kan betyde mange udskudte sager, lyder det.

- Der er masser af andre straffesager end kun arrestantsager. Det betyder for eksempel, at voldssager, sædelighedssager, indbrudssager og andet må udsættes, siger Line Scharf.

Hun understreger, at netop tid er en vigtig faktor, når det handler om behandling af straffesager.

- Udsættelse indebærer en risiko for, at for eksempel vidner ikke kan huske længere. Når vidner ikke kan huske, er der en risiko for, at sagerne ender med frifindelse. Det er vi meget bekymrede for.

- Lang sagsbehandlingstid kan desuden betyde, at straffen formildes, hvis man som tiltalt ikke er skyld i forsinkelsen, siger hun.

Både fagforeninger og arbejdsgivere har meldt ud, at de håber at nå til enighed og dermed undgå en konflikt.

Anklagemyndigheden har tidligere meldt ud, at en eventuel lockout vil forhindre afvikling af retssager.

/ritzau/