Emil og Theis Erichsen blev landskendte i TV 2-programmet 'Kurs mod fjerne kyster', hvor de rejste verden rundt med deres far Mikkel Beha Erichsen på skibet Havana.

Og nu er de to brødre sprunget ud i et nyt eventyr – denne gang dog på land.

De er nemlig blevet medejere af det århusianske tøjmærke Lakor, skriver Århus Stiftstidende.

Brødrene har tidligere lagt navn til en af mærkets kollektioner, der blev kaldt Havana efter det skib, Beha-familien sejlede med.

Men nu træder de altså ind i firmaet på en ny måde, og det glæder designer Lasse Kornum.

»Theis og Emil har fingeren på naturens puls og udlever eventyr hvor de, på en meget direkte måde, bliver konfronteret med den verden, vi alle ønsker at forbedre,« siger han til Århus Stiftstidende.

Billed-Bladet kunne i sommer løfte sløret for, at tv-seerne snart får lov til at gense hele Beha-familien på nye eventyr.

Familien har nemlig optaget programmet 'Kurs mod nord,' der er blevet optaget på Svalbard.

»Formålet er at teste os selv fysisk og psykisk,« udtalte Emil Erichsen til Billed-Bladet og forklarede, at man i programmerne også vil have fokus på klimaforandringer i naturen.

Programmet ventes at få premiere på TV 2 til næste år, og Emil Erichsen har tidligere skrevet lidt på sin Instagram om, hvad seerne kan forvente.

»Vi har gået på ski, trukket pulke, sovet i telt og fået et fantastisk og overvældende indblik i en iskold arktisk verden. Vi har virkelig været på udebane, og min grænse for, hvad jeg i fremtiden vil kalde koldt, er blevet flyttet med mange grader,« skrev han.