De banker, der gik ind i Baltikum og siden er endt i hvidvasksager, var naive, mener centralbankchef.

Voldsomme sager om massiv hvidvask hos baltiske filialer har i over et år skabt kaos for Danske Bank. Tidligere på måneden blev svenske Swedbank trukket ind i sagen.

Ifølge chefen for Sveriges Riksbank, Stefan Ingves, var bankerne, der gik ind i Baltikum, for naive, i forhold til hvad de kastede sig over. Det siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT fredag på et pressemøde i Stockholm.

- De baltiske lande har den historie og den beliggenhed, de har. Og så må man være vidende om, at der findes en del "bad guys". Det er sådan, verden er, og det må man arbejde efter, siger Stefan Ingves.

På spørgsmålet om, hvorvidt bankerne har været for naive i forhold til at blive brugt til hvidvask af penge, svarer han:

- Ja, når man kigger på, hvad der er sket i Baltikum, hvor man havde en bankkrise for ti år siden, så ser man et vist mål af naivitet. Det gik helt enkelt for hurtigt.

For Danske Bank startede problemerne, da man købte finske Sampo Banks aktiviteter i 2007 under en voldsom ekspansion før finanskrisen.

Med købet fik banken en stor tilstedeværelse i Baltikum, ikke mindst en filial i Estland, der håndterede flere tusinde kunder fra det tidligere Sovjetunionen.

Berlingske Business afdækkede fra 2017, hvordan Danske Banks estiske filial på trods af en lang række advarsler fra 2007 til 2015 lod disse kunder føre et firecifret milliardbeløb gennem filialen i det, der er kaldt Europas største hvidvasksag nogensinde.

Tidligere i februar blev Swedbank trukket ind i sagen. Banken har ifølge mediet SVT ladet over 40 milliarder danske kroner flyde igennem sig i samme sag.

Danske Bank-sagen har udløst en voldsom skepsis over for bankernes vilje og evne til at stoppe hvidvask og har medført mistro til den finansielle sektor.

Stefan Ingves frygter, at det samme kan ske i Sverige.

- Nu må man undersøge dette her i et par måneder og få gravet alle transaktionerne frem. Tiltroen kan få et hak, siger han til TT.

/ritzau/