Bang & Olufsen nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret 2025/2026, efter at omsætningen i tredje kvartal ligger lavere end forventet.

Det skriver selskabet i en regnskabsmeddelelse.

Omsætningsvæksten forventes nu at ligge mellem minus tre og nul procent. Forventningen lå tidligere på mellem en og fem procent.

Virksomhedens foreløbige omsætning i tredje kvartal lyder på 621 millioner danske kroner. Det svarer til en stigning på en procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det betyder samtidig, at det samlede salg for de første ni måneder af regnskabsåret er faldet med en procent til 1814 millioner kroner.

I tredje kvartal har Bang & Olufsen haft et driftsoverskud på 12 millioner kroner. For de første ni måneder er det dog samlet blevet til et underskud på 51 millioner kroner.

I forbindelse med nedjusteringen trækker Bang & Olufsen også sine økonomiske mål for 2027/2028 tilbage, lyder det.

Det langsigtede mål om at styrke virksomhedens position som førende globalt luksusbrand inden for lyd består dog.

- Vores forretningsmodel og især samspillet mellem markedsføringsinvesteringer, gennemførelse i detailhandlen og produktlanceringer skal styrkes, lyder det i meddelelsen fra bestyrelsesformand Juha Christensen.

- Det er ikke blot en prioritet på kort sigt. Det er afgørende for at udnytte Bang & Olufsens fulde potentiale på både mellemlang og lang sigt.

Selskabet sagde i januar farvel til daværende administrerende direktør Kristian Teär, der havde stået i spidsen for virksomheden siden 2019.

Den tidligere direktør har ifølge MarketWire i perioden fået betalt 21 millioner kroner af koncernen.

I meddelelsen lyder det desuden, at søgningen efter en administrerende direktør går fremad. Det forventes, at en aftale kan annonceres i de kommende måneder, oplyser bestyrelsesformanden.

Finansdirektør Nikolaj Wendelboe har siden været konstitueret direktør i virksomheden.

/ritzau/