Jacob Bahne Sørensen, der de seneste mange år har drevet butikskæden Bahne, er afgået ved døden efter længere tids kræftsygdom.

Han blev 54 år.

Det oplyser familien ifølge Finans og Detailwatch i en pressemeddelelse:

»På familiens vegne til vi gerne takke personalet på Bispebjerg Palliativ afdeling for den særlige støtte og omsorg, som de har givet vores familie og Jacob i den sidste svære tid,« lyder det.

Jacob Bahne Sørensen, der er søn af Bahne-grundlæggeren Jørgen Bahne Sørensen, gik bort natten til 29. marts.

I omkring tre årtier har han været en af de drivende kræfter i kæden, og i pressemeddelelsen oplyses det, at han stod bag Bahnes økonomisk vækst:

»Han var kendt i branchen som én af Danmarks dygtigste detailfolk på sit felt,« lyder det.

Han overtog ledelsen af butikskæden i 1993 og har siden drevet den sammen med sin hustru, Helle Bahne Sørensen, og sin bror, Troels Bahne Ingemann.

Udover hustruen efterlader Jacob Bahne Sørensen sig også parrets to voksne døtre.

Jørgen Bahne startede Bahne op i 1965 – og siden har kæden vokset sig til at omfatte 23 butikker, der blandt andet sælger brugskunst, interiør og modetøj.