Det er slut med brød fra bagerkæden GodtBrød.
Kæden har haft bagerforretninger rundt omkring på Sydsjælland, men nu lukker de.
»Kære alle, vi lukker. GodtBrød er i betalingsstandsning. Punktum,« står der på kædens Facebook-side.
Opslaget er delt torsdag formiddag, samme dag som samtlige butikker drejede nøglen om.
SN.dk har også skrevet om lukningen. Mediet har fulgt bageriet og kan fortælle, at allerede op til jul bad virksomhedens direktør, Tomas Damsgaard, kunderne om at støtte op om bagerierne økonomisk.
I 2022 åbnede Tomas Damsgaard forretninger tilknyttet kæden GodtBrød i Vordingborg, Stege, Præstø og Næstved.
»Det var et vildt år. Først kunne vi vanskeligt skaffe bagere eller grej, fordi det gik så godt i branchen. Så faldt det hele sammen inden for få måneder. I var en kæmpe støtte over julen, og vi fik faktisk et lille julemirakel. Tak for det. Desværre var det ikke nok. Derfor stopper vi her,« skriver Tomas Damsgaard i opslaget på bageriets Facebook-side.
»Der er ikke så meget mere at sige. Pas på jer selv derude og støt jeres lokale butikker. Jeg håber, at så mange som muligt klarer sig igennem,« fortsætter han.