Bagagemedarbejdere er utilfredse med, at en kollega ikke er medlem af 3F, men af Ingeniørforeningen, IDA.

Bagagemedarbejdere fra 3F har onsdag eftermiddag genoptaget arbejdet i Københavns Lufthavn efter en fagforeningskonflikt.

Det siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, efter at Arbejdsretten har vurderet, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

- Arbejdsretten kommer med kraftigt pålæg om at genoptage arbejdet, og det bliver med skærpet bod i udsigt.

- Jeg tror, der bliver ro på, og at man går i arbejde. Jeg har ikke grund til at tro andet i hvert fald, siger Henrik Bay-Clausen.

Bagagemedarbejdere fra SAS Ground Handling (SGH) er utilfredse med, at en kollega vil være medlem af en anden fagforening end 3F. Den pågældende medarbejder er blevet truet til at skifte fagforening.

Da medarbejderen mødte på job onsdag, nedlagde kollegerne arbejdet. To gange i sidste uge nedlagde medarbejderne hos SGH deres arbejde i Københavns Lufthavn i flere timer.

Tirsdag kunne Berlingske bringe en lydfil, hvor medarbejderen, der er medlem hos Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), blev truet til at skifte til 3F af en nu tidligere næstformand i SGH.

- Jeg tager afstand fra det, jeg hører i lydfilen, og efterfølgende er næstformanden blevet sanktioneret ret hårdt. Pågældende har trukket sig, siger Henrik Bay-Clausen.

SAS har ifølge Berlingske onsdag eftermiddag besluttet at sende den blandt 3F'ere upopulære medarbejder, der er vikar, hjem.

Omtrent 150 medarbejdere i SGH nedlagde arbejdet klokken 13.20. Det skete ifølge Berlingske, cirka ti minutter efter at den omtalte bagagemedarbejder var mødt på arbejde.

Klokken 15.35 vendte de omtrent 150 medarbejdere i SGH tilbage på arbejde. Det oplyser SAS til Berlingske. Men vikaren er altså sendt hjem, så flytrafikken ikke påvirkes yderligere.

/ritzau/