»Har I set de der reklamer med ham jyden, der siger, at han har et sengetøjslager og et godt tilbud?«

Det var ved en fest i slutningen af 1980'erne, at jeg første gang hørte om Lars Larsen.

Med sine slagkraftige reklamer på det nystartede TV 2 blev han pludselig et kendt ansigt med en lidt usædvanlig stemme.

Og kort efter mødte jeg ham for første gang som journalist i det, der skulle blive næsten 30 års jævnlig kontakt. Både fordi jeg nåede at interviewe ham adskillige gange som journalist på B.T., og fordi jeg kom til at rejse med ham flere gange til internationale stævner med Dansk Handicap Idræts-Forbund, hvor han var hovedsponsor, og jeg var frivillig pressemedarbejder.

Igennem årene er jeg blandt andet blevet betroet hans pung, har købt ind for hans kone og fik vist så meget tillid, at jeg selv blev bekymret.

Ved vores første møde var den jyske dynekonge i 1989 netop startet som hovedsponsor for Dansk Handicap Idræts-Forbund. Angiveligt fordi hans kone, Kris, der er uddannet socialpædagog, havde foreslået det efter tidligere at have arbejdet på en institution med handicappede.

I dag hedder forbundet Parasport Danmark, og Jysk er stadig storsponsor i det formentlig længstvarende sponsorat i den danske sportsverden.

Ved et VM-stævne i Holland i 1990 skulle jeg efter planen sørge for at skrive en række korte indlæg gennem en uge til B.T., hvor Lars Larsen dagligt fortalte om sine nye oplevelser med handicap-idrætten.

Dynekongen var nærmest overvældet over deltagernes kunnen og gåpåmod, men allerede efter første dag tilbød han for nemheds skyld selv at skrive de daglige linjer. Det gjorde han stilsikkert, og alle deadlines blev overholdt til punkt og prikke.

Selv om han allerede på det tidspunkt var særdeles velhavende, var det påfaldende, hvordan han var fuldstændig blottet for nykker eller fine fornemmelser.

Under et besøg hos de danske ryttere sprang Lars Larsen beredvilligt op på en hest til ære for en fotograf. »Jeg er vokset op på landet og har som ung blandt andet tjent penge som hjemmeslagter på gårdene,« fortalte han.

Lars Larsen fotograferet i Jydsks hovedsæde den 23. april 2019, inden han i juni meldte ud, at han trak sig tilbage fra Jysk på grund af leverkræft. Han blev 71 år.
Lars Larsen fotograferet i Jydsks hovedsæde den 23. april 2019, inden han i juni meldte ud, at han trak sig tilbage fra Jysk på grund af leverkræft. Han blev 71 år. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Uden at kny fandt den stenrige sponsor sig i Holland i at bo på et lillebitte hotelværelse kun lidt større end et kosteskab, som på det tidspunkt var det eneste ledige i det danske holds lejr.

Det var også her, at han viste sig at have glemt sin sorte tegnebog, som han på bedste kræmmermaner havde gemt under hovedpuden. Da han var kørt tilbage mod Danmark i sin store hvide Mercedes, ringede han og bad mig om at hente pungen på det forladte værelse.

»Du kan bare tage den med til Danmark og aflevere den i den nærmeste Jysk-butik. Så skal jeg nok få den,« lød det fra milliardæren.

Ved de kommende Paralympiske Lege i Barcelona i 1992 havde både Lars Larsen og hans kone Kris en meget jordbunden og tæt kontakt med de danske atleter.

At pengene ikke ligefrem sad løst på ham, viste sig, da Kris foreslog, at de købte en blomst til den danske konsul i byen, som havde brugt meget tid på at stå til rådighed for det danske holds sponsor. Her måtte hun i et par omgange rykke for, at der blev hevet en ekstra seddel op af dynekongens tegnebog, inden der var nok til at købe en anstændig buket.

Som i et eventyr om en lille fjer, der bliver til meget mere, startede Lars Larsens Jysk-imperium med en enkelt forretning i april 1979 på Silkeborgvej i Aarhus.
Som i et eventyr om en lille fjer, der bliver til meget mere, startede Lars Larsens Jysk-imperium med en enkelt forretning i april 1979 på Silkeborgvej i Aarhus. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Otte år senere kom jeg tilfældigvis til at sidde foran Lars Larsen under den lange flyvetur til PL i Sydney, hvor han naturligvis fløj på den almindelige turistklasse sammen med resten af det danske hold. Hans lange krop ville utvivlsomt hele vejen til Australien have elsket at sidde mere komfortabelt på 1. klasse, som han uden problemer ville have haft råd til.

»Men jeg har opdaget, at man kommer lige så hurtigt frem på turistklasse som på første klasse,« sagde han gnæggende.

Og uvilkårligt var man så lidt tilbageholdende med at vippe sit eget sæde helt bagud, når han trods alt var manden med pengetanken i von And-klassen, der havde finansieret hele turen for det danske hold.

Ved de følgende Paralympiske Lege i Beijing i 2008 blev jeg kortvarigt en slags indkøber for Jysk.

Lars Larsens kone var efter en enkelt dags fotosafari i den kinesiske hovedstad løbet tør for plads på sit kameras meget lille hukommelseskort, og jeg tilbød at købe et nyt.

Lars Larsen og hans hustru Kristine Brunsborg. Billedet er fra 2004.
Lars Larsen og hans hustru Kristine Brunsborg. Billedet er fra 2004. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Trods husstandens økonomiske formåen havde hun af den lokale fotohandler i Silkeborg ladet sig besnakke til at købe et ikke særlig godt kamera uden voldsomt meget kapacitet. Da vi afregnede for mit udlæg, kom Larsen-familien til at skylde en ubetydelighed på under en krone, men det insisterede de på skulle bringes i orden hurtigst muligt.

Ved de Paralympiske stævner beroligede lederne på det danske hold jævnlig hinanden med, at man ikke skulle tro, at Lars Larsen var sur over noget, hvis han gik rundt i stilhed og ikke sagde noget i en times tid. Med en opvækst i Thy var han ikke typen, der lod munden løbe af med sig.

Dog var han i Beijing ikke bleg for at kritisere både kronprins Frederik og prinsesse Benedikte for ikke at besøge det danske hold.

Dynekongen leflede tydeligvis ikke for kongehuset – eller de finere kredse i det hele taget.

Alligevel var det efterhånden blevet svært for kongehuset at komme uden om at hædre den jyske købmand, og i 2009 blev han så tildelt ridderkorset 'for sin enestående indsats i dansk erhvervsliv'.

Larsen Larsen blev tålmodigt stående foran Christiansborg Slot for som aftalt at blive interviewet af B.T.s journalist, da han i 2010 blev Ridder af Dannebrog.
Larsen Larsen blev tålmodigt stående foran Christiansborg Slot for som aftalt at blive interviewet af B.T.s journalist, da han i 2010 blev Ridder af Dannebrog. Foto: Lars Dinesen
Vis mere

Da Lars Larsen skulle mødes med dronning Margrethe på Christiansborg Slot for at takke for sin nye riddertitel, havde jeg på forhånd aftalt et interview med ham lige efter den kongelige audiens.

På grund af en misforståelse med hans kommunikationschef gik vi tidsmæssigt fejl af hinanden, men Larsen ringede venligt og tilbød at blive stående tålmodigt foran slottet i sommersolen, indtil jeg kunne være fremme med en fotograf.

Det var i øvrigt ved samme audiens, at PET-folk ved indgangen afslørede ham med en lille, skjult mikrofon, som han havde 'glemt' at tage af fra et tv-interview lige inden.

Som journalist på B.T. har jeg lavet større interview med Lars Larsen en halv snes gange – blandt andet på Jysk-koncernens hovedkontor i Brabrand.

Her hed Lars Larsen til daglig blot Købmanden, og på hans kontor var der naturligvis ikke rygeforbud.

»Min største last er grøn Cecil, som jeg ryger 20 af om dagen,« sagde han til mig i 2008. »Jeg tror ikke, at man kan dø af cigaretter – jeg tror, at man kan dø af stress og alderdom,« tilføjede han.

Hans kontor var stort, men simpelt indrettet. Under interviewet kom hans trofaste kontordame forbi med en stor stak dokumenter og kontrakter, som han som firmaets eneejer skulle underskrive. Det gjorde han på samlebånd under samtalen nærmest uden at kigge på papirerne.

Han havde ikke selv computer, men fik sine e-mail skrevet ud og lod efterfølgende sin kontordame besvare dem elektronisk efter hans håndskrevne notater.

I Jysk-koncernens hovedkvarter i Brabrand hed Lars Larsen i daglig tale blot Købmanden. I de senere år kom han typisk kun forbi sit kontor en gang om ugen, efter at han havde givet sig selv lov til at trappe ned fra arbejdet i livsværket.
I Jysk-koncernens hovedkvarter i Brabrand hed Lars Larsen i daglig tale blot Købmanden. I de senere år kom han typisk kun forbi sit kontor en gang om ugen, efter at han havde givet sig selv lov til at trappe ned fra arbejdet i livsværket. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Modsat mange andre erhvervsledere og beslutningstagere har Lars Larsen aldrig krævet at få sine interview til gennemsyn og godkendelse. Han havde fuld tillid, og det betød faktisk, at jeg engang for en sikkerheds skyld selv bad ham gennemlæse noget, som han havde sagt uden formentlig helt at gennemtænke konsekvenserne af, at det kunne blive offentliggjort.

Det var et lidt følsomt emne omkring nogle sikkerhedsspørgsmål, og kort efter vendte hans sekretær tilbage med en melding om, at Købmanden af familiemæssige grunde ville være glad, hvis jeg ikke skrev det. Hvilket naturligvis blev respekteret.

Hvis man ringede til ham, kom han næsten altid ens forestående journalistspørgsmål i forkøbet med det typiske indledningsspørgsmål med nasal stemme. »Hvordan har du det?«

Men under selve samtalerne elskede han tydeligvis at tale om sit livsværk Jysk – 'mit barn', som han kaldte det – og koncernens tilsyneladende ubegrænsede vækst.

Lars Larsen fotograferet i 2002 ved sit hjem ved Silkeborg-søerne, hvor han mandag morgen sov ind – omgivet af sine nærmeste.
Lars Larsen fotograferet i 2002 ved sit hjem ved Silkeborg-søerne, hvor han mandag morgen sov ind – omgivet af sine nærmeste. Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

Han var mærkbart stolt over firmaets succes – og lagde ikke skjul på det. Men han var også stolt over sin familie.

Over datteren Mette, der som landmand i det jyske har fået sine malkekøer til at yde maksimalt, over sønnen Jacob, som nu skal bære Jysk-faklen videre, og ikke mindst over konen Kris, som gav grønt lys til, at han som helt ung satsede alt på Jysk-eventyret og selv i årevis et par gange om ugen stillede sig bag disken i en af kædens forretninger nær parrets hjem i Silkeborg.

»Det har givet mig meget nyttig viden om, hvordan vores systemer virker ude i forretningerne,« gentog Købmanden igen og igen som en kærlig hyldest til sin livsledsager med den tilbagetrukne rolle.

Da jeg i januar 2018 for sidste gang interviewede Lars Larsen, havde han netop vundet Den Berlingske Fonds Hæderspris og gæstede bladhuset i Pilestræde for at holde sin takketale.

Han så lidt træt og ældet ud, men langede energisk ud mod de velhavende erhvervsfolk, der flygter i skattely i udlandet. De var forrædere, syntes han og understregede, at han altid selv havde betalt sin skat med glæde.

Og vanen tro luftede han driftige planer om at lade Jysk indtage nye kontinenter – nu Sydamerika og Australien.

»Der er ikke rigtig flere lande her på kontinentet at tage af,« lød det med et smil fra den jyske købmand med de globale visioner.