I længere tid har der været spekulationer om, hvad der skal ske med cannabis-virksomheden Spectrum Therapeutics i Odense.

Men nu er tingene faldet på plads.

Virksomheden er blevet købt den australske virksomhed Little Green Pharma for 100 millioner kroner.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Over for mediet sætter direktør Morten Snede ord på millionkøbet:

»Det er en meget stor lettelse. Vi fortsætter som normalt, og vi skal måske endda ud at ansætte nogle flere specialister,« siger han.

Spectrum Therapeutics er placeret i Odense-forstaden Stige, hvor de producerer og importere medicinsk cannabis. Virksomheden blev stiftet i 2018 af et canadisk firma, der dog i marts opgav at føre virksomheden videre.

Siden da har virksomhedens – og ikke mindst de ansattes – skæbne været uklar. Indtil nu.

Produktionen og de 65 ansatte kommer således til at fortsætte som før.