Han har altid selv sagt, at han skulle bæres ud af sin virksomhed, og sådan gik det også.

Manden bag køkkenvirksomheden Aubo, Jens B. Berthelsen, er død, 73 år gammel.

Det skriver familien i et mindeord på Aubos hjemmeside, og det er gengivet i Dagbladet Holstebro-Struer.

Dødsfaldet var pludselig og uventet:

Fabrikanten døde lørdag, mens han var i fuld gang med sine daglige opgaver på fabrikken.

Selvom han i løbet af året gik ned på en fem dages arbejdsuge, så arbejdede han nemlig tit om lørdagen.

Ifølge mindeordet var han helt frem til sin død »den daglige rugbrødsmotor og det naturlige omdrejningspunkt i Aubo«.

Han beskrives desuden som »myreflittig«, »uselvisk« og »målrettet, tålmodig, hjælpsom og forstående«.

»Og så havde Jens et stort hjerte. Et stort hjerte til altid at finde plads på fabrikken til at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ind i et job med et passende timetal. Hjælp til at integrere ikke-etniske danskere på arbejdspladsen og hjælp til at tage lokalt ansvar gennem en kraftig forøgelse af lærlingeantallet hos Aubo,« fremgår det af mindeordet.

Selv begyndte Jens B. Berthelsen sin karriere som værkfører på en panelfabrik.

I 1985 startede han sammen med sin hustru, Grethe, virksomheden i Aulum i det midt- og vestjyske.

I begyndelsen solgte og producerede de garderobeskabe under navnet Topline. Tre år senere blev virksomheden til Aubo – en sammensmeltning af Aulum og indbo.

Jens B. Berthelsen efterlader sig sin kone, døtrene Marianne og Marlene, fire børnebørn og to svigersønner.