Pensionsselskabet ATP har været udskældt for sin investeringsstrategi, der i 2024 resulterede i et negativt afkast af de investerede midler.

Men selskabet kom flot igen i 2025, hvor det lykkedes at forrente investeringsporteføljen med hele 19,5 procent.

Det viser ATP's årsrapport, som er offentliggjort torsdag.

- Det solide afkast medvirker til at styrke ATP's i forvejen stærke økonomi, og det er på den måde med til at sikre, at ATP altid kan udbetale den pension, vi har lovet danskerne, lyder det fra administrerende direktør Martin Præstegaard.

Af årsrapporten kan man se, at det er børsnoterede udenlandske aktier, der har bidraget mest til afkastet.

18,7 milliarder har ATP fået ind på den konto, mens børsnoterede danske aktier har givet et afkast på 2,8 procent.

Fast ejendom har indbragt 1,3 milliarder kroner, mens stats- og realkreditobligationer har haft et negativt afkast på 9,1 milliard kroner.

På trods af det høje investeringsafkast svandt den samlede formue i ATP sidste år, fordi man også har udbetalt en del.

Ved årsskiftet var der 694 milliarder i pengetanken mod 718 milliarder et år forinden.

ATP er en lovpligtig pensionsordning, som alle lønmodtagere med et timetal på mindst ni timer og deres arbejdsgivere betaler ind til.

Modtagere af overførselsindkomster er også medlemmer af ATP. I alt er 5.754.000 med i ordningen.

Den er med til at sikre, at man får en livslang, garanteret månedlig udbetaling som supplement til folkepensionen, når man stopper med at arbejde.

En fuld ATP-pension udgjorde ifølge årsrapporten 26.000 kroner i 2025.

Pensionerne er hævet med to procent fra årsskiftet.

ATP administrerer via Udbetaling Danmark også en række ydelser som boligstøtte, folkepension og barselsdagpenge.

/ritzau/