Den britisksvenske medicinalvirksomhed AstraZeneca oplyser fredag, at dens profit er fordoblet i første kvartal, hvor den har solgt covid-19 vaccine for 227 millioner euro. Det svarer til op mod 1,69 milliarder kroner.

Dermed er virksomhedens profit efter skat 1,29 milliarder euro (næsten 9,6 milliarder kroner). Det er en fordobling af profitten i forhold til samme periode sidste år.

Det viser AstraZenecas kvartalsregnskab ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er første gang, at AstraZeneca, som er én af verdens største medicinalvirksomheder, oplyser finansielle detaljer om distribution og salg af en vaccine.

AstraZeneca har sagt, at de ikke vil tjene på covid-19-vaccinen under pandemien.

Vaccineindtægter på verdensplan omfatter leveringer af omkring 68 millioner doser på globalt plan.

Salg af vacciner i Europa var på 185 millioner euro (1,38 milliard kroner).

De totale indtægter, der omfatter indbetalinger fra samarbejdspartnere, steg med 11 procent til 6,04 milliarder euro (op mod 45 milliarder kroner).

AstraZeneca er en af verdens største medicinalvirksomheder med omkring 67.000 ansatte på globalt plan.

/ritzau/Reuters