Alan Nissen og familien har efter næsten 100 års ejerskab af kølekoncernen Nissens A/S valgt at sælge aktiemajoriteten i selskabet til kapitalfonden Axcel.

Det oplyser Axcel i en pressemeddelse.

»Efter snart 100 år i familiens eje er det en stor beslutning at sælge, men tidspunktet er nu det rette, og jeg har stor tillid til Axcel som samarbejdspartner, eftersom vi har kendt hinanden gennem mange år,« udtaler Alan Nissen i pressemeddelelse.

Ifølge Børsens oplysninger har Axcel lagt i omegnen 2 milliarder kroner for aktiemajoriteten, og dermed kan Alan Nissen nu kalde sig milliardær efter salget. Han fortsætter i bestyrelsen som næstformand.

Det skriver finans.dk.

Nissen A/S blev i 1921 stiftet af Alan Nissens oldefar og har været familieejet gennem fire generationer - sammenlagt i 96 år.

Virksomheden arbejder inden for to forretningsområder: køler- og klimaprodukter og køleudstyr. De beskæftiger i alt 1.200 medarbejdere på verdensplan og omsætter årligt for 1,4 milliarder kroner. Sidste regnskabsår viste, at virksomheden havde tjent 80 millioner kroner før skat.

Hos administrerende direktør Mikkel K. Andersen er der ligeledes glæde over, at Axcel har overtaget virksomheden.

»Med Axcel som ejer kan vi vedblive med at levere innovative og markedsledende løsninger for køleindustrien. Jeg ser på den baggrund frem til at fortsætte vækstsporet sammen med Axcel,« siger Mikkel K. Andersen i pressemeddelelsen.

Kapitalfonden Axcel omsætter årligt for i omegnen af 9 milliarder kroner.  De ejer 10 virksomheder, som beskæftiger 5.800 medarbejdere.