Blot 15.000 fuldtidspersoner var langtidsledige i maj. Det er tæt på niveauet lige omkring finanskrisen.

Præcis som det har været tilfældet med den generelle ledighed, har langtidsledigheden også været nedadgående det seneste års tid.

Og i maj blev der gjort et nyt indhug i gruppen af personer, der har været ledige i mindst 80 procent af tiden de seneste 12 måneder.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i maj blot var 15.000 langtidsledige, når man omregner til fuldtidspersoner og tager højde for sæsonudsving.

Det er næsten på linje med den seneste bund i begyndelsen af 2009, hvor der kun var 13.500 langtidsledige.

- Efter genåbningen af samfundet har der været så meget rift om arbejdskraften, at arbejdsgiverne har været tvunget til at kigge i alle hjørner af arbejdsmarkedet for at finde arbejdskraft.

- Det har mange langtidsledige haft glæde af, siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal i en kommentar til tallene.

Han er fortrøstningsfuld, selv om dansk økonomi har udsigt til at svækkes, blandt andet på grund af den høje inflation.

- Konkurrenceevnen er stærk, og forbrugerne har mere at stå imod med, end de havde under finanskrisen. Det mindsker risikoen for lange ledighedskøer, siger han.

Det kraftige fald i langtidsledigheden understreges af, at der i april 2021 var hele 40.000 langtidsledige. Og går vi helt tilbage til 1996, var der omkring 125.000 langtidsledige.

Dengang var 43 procent af de arbejdsløse langtidsledige. I dag er det omkring en femtedel.

/ritzau/