Ikke siden december 2008 har der været så få modtagere af kontanthjælpsydelser, som tilfældet var i september.

Antallet af modtagere af kontanthjælp - og tilsvarende offentlige overførsler - er på sit laveste niveau i 11 år.

I september var der 121.300 modtagere af kontanthjælpsydelser. Det er et fald på 800 modtagere i forhold til måneden før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed fortsætter et jævnt fald i antallet af modtagere af ydelserne. Faldet har stået på siden begyndelsen af 2016.

I perioden er der i gennemsnit blevet 1200 færre modtagere hver måned.

Danmarks Statistiks tal omfatter modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, revalidering og tilsvarende ydelser.

Selv om Danmarks Statistik beskriver en tydelig udvikling, skal man være varsom med at tage for givet, at antallet af danskere på kontanthjælp og lignende overførsler vil fortsætte med at falde.

Det mener cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det er rigtig positivt, at der fortsat bliver færre personer på kontanthjælp. Medvinden til det danske arbejdsmarked er nemlig ikke så kraftig, som den har været, siger Erik Bjørsted i en skriftlig kommentar.

- Dørene åbnes ikke længere helt så let for personer på kanten af arbejdsmarkedet, og derfor er det heller ikke en selvfølge, at antallet af kontanthjælpsmodtagere falder, fortsætter han.

Cheføkonomen advarer mod, at man "taber gevinsten", som er opnået ved at få flere danskere ud på arbejdsmarkedet.

Han mener, at det især er de unge og ufaglærte, som skal være i fokus, hvis antallet af borgere på overførselsindkomster skal holdes på et lavt niveau.

- Derfor skal vi bygge oven på med opkvalificering og uddannelse så de personer, som i dag befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, kan opnå en tættere og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Erik Bjørsted.

Hos Venstre mener beskæftigelsesordfører Hans Andersen, at en del af udviklingen kan tilskrives, at der med Venstre ved regeringsmagten blev indført et loft over, hvor meget borgere kan modtage i offentlige ydelser.

Dermed blev det mere attraktivt at arbejde, er partiets opfattelse.

- Mange mennesker har skiftet kontanthjælpen ud med et job. Det er godt for den enkelte, og det er godt for samfundet, siger Hans Andersen.

/ritzau/