Antallet af førtidspensionister i Danmark fortsætter ned
Antallet af førtidspensionister er faldet med 412 personer på tre måneder, viser tal fra Jobindsats.dk.

Antallet af førtidspensionister er faldet med 412 personer på tre måneder, viser tal fra Jobindsats.dk.

Antallet af førtidspensionister falder for tredje måned i træk.
Det viser nye tal fra Jobindsats.dk.
I oktober var der i alt 261.550 personer på førtidspension i Danmark, hvilket er 77 færre personer end i september.
Siden juli er antallet således faldet med i alt 412 personer, fremgår det af opgørelsen.
Det er første gang siden 2018, at niveauet daler tre måneder i streg.
Ifølge Jesper Brask Fischer, der er velfærdschef i pensionsselskabet PFA, er der overordnet tale om en positiv udvikling.
Han maner dog samtidig til besindighed.
- Vi har nu set et fald tre måneder i træk. Det har vi ikke set siden 2018. Det giver grund til forsigtig optimisme, efter en årrække med kraftig vækst, udtaler han i en skriftlig kommentar.
- Det er stadig for tidligt at konkludere, at udviklingen for alvor er vendt, og sammenlignet med tidligere, er antallet af personer med varigt nedsat arbejdsevne i Danmark på et meget højt niveau.
Førtidspension kan tilkendes til personer med en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne.
Det er muligt at arbejde i et vist omfang samtidig med, at man modtager førtidspension.
De seneste ti år er antallet af førtidspensionister under 40 år vokset fra 29.000 til flere end 40.000.
Særligt niveauet af yngre førtidspensionister kalder ifølge Jesper Brask Fischer på en forstærket indsats.
- Der er fortsat en bekymrende trend, hvor særligt unge forlader arbejdsmarkedet alt for tidligt. Derfor skal vi holde fast i fokus på forebyggelse og tidlig hjælp, så færre mennesker ender med at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, skriver han.
PFA har tidligere påpeget, at der kan være en sammenhæng mellem psykisk mistrivsel og væksten i antallet af unge på førtidspension.
RITZAU