Ifølge en analyse fra DI var der i andet kvartal i år 100.000 ansatte i offentlig administration.

I andet kvartal i 2023 var der mere end 100.000 ansatte inden for offentlig administration.

Det viser en analyse fra Dansk Industri (DI), der er lavet på baggrund af en fremskrivning på baggrund af udviklingen i den samlede offentlige beskæftigelse.

Ifølge DI er det første gang, at antallet af ansatte i offentlig administration runder 100.000.

Det er i dag en større andel af de offentligt ansatte, der arbejder i offentlig administration sammenlignet med tidligere.

I perioden fra 2010 til 2016 var omkring hver tiende medarbejder i det offentlige inden for offentlig administration.

Siden 2016 har andelen været støt stigende, og det skønnes, at 11,5 procent af de offentligt ansatte arbejder inden for offentlig administration i andet kvartal i år, skriver DI.

Ansatte i den offentlige administration arbejder enten i staten, regioner eller kommuner.

Det er især i staten, at der er kommet mange nye ansatte.

Fra starten af 2016 til midten af 2023 skønnes det, at der er kommet 19.700 flere ansatte i offentlig administration.

Knap 70 procent af den stigning er sket i staten. Og i andet kvartal var det næsten hver femte medarbejder i staten, der var ansat inden for offentlig administration.

Morten Granzau, der er vicedirektør i DI, kalder i en pressemeddelelse udviklingen "helt skør".

- Der er jo ingen, der har et ønske om, at administrationen skal fylde mere i den offentlige sektor, og alligevel knopskyder den mere end et æbletræ om foråret, siger han.

Regeringen har et mål om at skære i administrationen i regioner og kommuner. Men DI mener, at staten bør spare i alt fem milliarder på administration.

Årsagerne til, at antallet af ansatte er steget, kan findes i håndtering af coronakrisen og en genopretning af skattevæsnet, siger Morten Granzau.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere peget på samme årsager.

Berlingske beskriver også udviklingen i tirsdagens avis.

Til avisen siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, at der er et tydeligt behov for at prioritere anderledes.

- Vi skal bruge flere midler på direkte kontakt med borgerne. Og dermed skal vi også bruge færre midler og mindre mandekraft på bureaukrati. Vi har gjort det på det kommunale og regionale område. Og vi kommer også til at gøre det i staten, siger han til Berlingske.

Hos Djøf peger formand Sara Vergo på, at bureaukratiet ligeledes skal mindskes, hvis antallet af administrative medarbejdere skal ned.

- Vi har en holdning til, at der skal være hænder nok til at løse opgaverne.

- Man skal ikke bare køre en grønthøster hen over administrationen og sige, at vi kan sagtens spare uden også at pege på, hvad der ikke længere skal laves, siger hun.

/ritzau/