To mænd er tiltalt for at have forsøgt at sælge Velux' forretningshemmeligheder videre til konkurrenten Fakro. Der er tale om en tidligere Velux-chef og en erhvervsmand.

Under onsdagens retssag mod de to mænd, kom der blandt andet detaljer frem om en gammel affære mellem den ene tiltalte og en polsk kvinde.

Det skriver Finans.

Politiets opfattelse er, at den tidligere Velux-chef havde lavet en oversigt på over 1.000 dokumenter, der bestod af emner om forhold i Velux.

I retten fortæller Velux-chefen, at han bare havde forberedt sig på en eventuel jobsamtale hos Fakro.

Erhvervsmanden, der også er sigtet, fortæller, at han tog 'ansøgningen' fra Velux-chefen med til et møde med Krzysztof Kronenberger og Ryszard Florek, der står bag Fakro, tilbage den 31. marts 2016.

Til dette møde var der en kvinde med, som fungerede som tolk. En kvinde som erhvervsmanden, ifølge ham selv, har haft et forhold til.

De havde også tidligere arbejdet i samme virksomhed, men hun var ikke ansat i mandens nuværende selskab.

Kvinden fik betaling privat af erhvervsmanden.

»Hun skulle ikke på lønningslisten i firmaet, hvor min kone laver bogholderiet,« som det lød i retten, ifølge Finans.

Kvinden skal afgive sit vidneudsagn senere i sagen.

Fakro har tidligere oplyst, at virksomheden aldrig har købt materiale om Velux.