»Jeg tror, at danskeren på gaden er vred på banken, og det kan jeg godt forstå.«

Det er sjældent, at repræsentanter for Mærsk-familien tager ordet i den offentlige debat, men Ane Mærsk McKinney Uggla gør en undtagelse i tilfældet Danske Bank.

En markant undtagelse.

I et interview med DR satte hun ord på beslutningen om at skifte den kriseramte og skandaleombruste storbanks bestyrelsesformand, Ole Andersen, ud - og hvad der skal til for at genoprette bankens blakkede renommé.

En mulig hvidvaskskandale for milliarder, faldende aktiekurs og folkelig vrede har bragt Danske Bank i knæ.

Det skal der rettes op på, før det er for sent, påpeger Ane Mærsk McKinney Uggla.

Hun er bestyrelsesformand for det familieejede selskab A.P. Møller Holding, der ejer 20 procent af Danske Banks aktier og derfor har meget stor indflydelse i den hæderkronede bank.

»Vi mener, at tiden er inde, fordi banken er inde i en tillidskrise, og der hænger store sorte skyer over den. Vi mener, at der ledelsesmæssigt behøver at komme nye navne på banen,« siger hun til DR.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla forstår godt, hvis danskerne på gaden er vrede på Danske Bank. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla forstår godt, hvis danskerne på gaden er vrede på Danske Bank. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Vis mere

For at få genopbygget tilliden mener Mærsk-familien, at der skal nye kræfter til i bankens øverste ledelse.

Derfor indstillede A. P. Møller Holding tirsdag to kandidater til bestyrelsen i Danske Bank, der som konsekvens har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling.

Står det til Danmarks måske mest magtfulde og indflydelsesrige familie, bliver administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad og Jan Thorsgaard Nielsen fra A.P. Møller Holding henholdsvis ny formand og næstformand i Danske Bank.

Over for DR understreger Ane Mærsk McKinney Uggla, at begge kandidater efter hendes og Mærsk-familiens mening har det, der skal til for at få Danske Bank tilbage på ret kurs; kombinationen af faglige kvaliteter og et stærkt etisk kompas.

Danske Bank er havnet i en kæmpe tillidskrise som følge af undersøgelserne af hvidvask for milliarder i bankens estiske afdeling.
Danske Bank er havnet i en kæmpe tillidskrise som følge af undersøgelserne af hvidvask for milliarder i bankens estiske afdeling. Foto: Jacob Gronholt-Pedersen
Vis mere

Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at A.P. Møller Holding ikke én eneste gang nævner Danske Banks afgående bestyrelsesformand, Ole Andersens, navn i den pressemeddelelse, hvor navnene på storaktionærens nye kandidater blev offentliggjort.

Mærsk-selskabet er indstillet på, at hvidvask-skandalen i Danske Banks estiske afdeling kommer til at koste banken bøder fra myndighederne.

Det er stadig uvist, hvilke sanktioner skandalen kommer til at få for banken.

Mærsks stifter, A.P. Møller, indledte familiens engagement i Danske Bank helt tilbage i 1928.