Anders Holch Povlsen kan ikke længere bryste sig af at være blandt verdens rigeste.

I et stykke tid har han nemlig ikke været at finde på Bloombergs liste over verdens 500 rigeste personer – og er det heller ikke denne gang.

Ifølge Finans kan forklaringen bag Anders Holch Povlsens fravær på den prestigefyldte liste findes hos nogle af hans store aktieposter, hvor han blandt andet har store ejerandele i onlinevirksomheder som Zalando og Asos.

Aktieposterne i disse er nemlig styrtdykket i værdi i indeværende år.

Eksempelvis er Asos-aktien faldet med 69 procent, mens Zalandos fald tæller 67 procent.

Ifølge Per Hansen, som er investeringsøkonom i Nordnet, er det tydeligt at se en ændring i forbrugernes adfærd i kølvandet på coronapandemien. I stedet for materielle ting bruger de nemlig flere penge på eksempelvis oplevelser.

»Det er noget af det, som over en periode vil give A.P. Møller Mærsk mindre at transportere og medføre væsentlig lavere fragtrater. Det har også haft en større betydning for blandt andet onlinehandel af tøj,« skriver han i en kommentar til Finans.

Asos' aktie er faldet med intet mindre end 90 procent i værdi, siden den toppede i marts 2018, hvoraf næsten 80 procent har været inden for det seneste år.